Bevægelsesparkens fase 2

 

Nørre Alslev Bevægelsespark, Fase 2 er under udarbejdelse. Det vil være en udvidelse med samme stil som fase 1 men med andre og flere nedslagspunkter som Parkour, forhindringsbane, boldbaner, Streetbasket, Crossfit område og atletik med mere. Altså, endnu flere muligheder for at man kan dyrke lige præcis den motionsform der passer dem der ønsker at motionere. Vi vil være med til at få flere i bevægelse som også er Guldborgsund Kommunes mål om at få 75% af kommunens borgere til at dyrke motion.

Vi mangler mulighederne og vi har områderne. Derfor har vi denne vision om at gøre området til en af landsdelens bedste og flotteste idræts hotspot. Samtidigt arbejdes der fra Nørre Alslev Hallens side om at bygge Hallen og Svømmehallen sammen til en enhed. Det kan skabe en helhed som vil gøre området meget attraktivt i og med at Nørre Alslev er en stationsby samt at vi har Motorvejen lige i baghaven. Man kan komme til Vordingborg og Nykøbing F inden for 15 minutter og til København og Tyskland inden for en time når Femeren tunellen står klar.

Vi skal arbejde for det imens der er pondus i denne landsdel, for det her er det helt rigtige at arbejde for, da bosætningen i området vil stige i takt med at det bliver mere og mere attraktivt at bo og at firmaer kan se en fordel ved at etablere sig i Nørre Alslev.